Spring til indhold

Mød Camilla

Hej, jeg hedder Camilla

Siden jeg i 2019 blev valgt til Folketinget fra Østjylland, har jeg haft lynende travlt. Lange dage og sene aftener på Christiansborg for – som social- og familieordfører – at kæmpe for vores børn, bedre psykiatri, den grønne omstilling, et arbejdsmarked for alle, mennesker med handicap, kvinders rettigheder og så meget mere. Når jeg stiger på toget hjem til Aarhus, er jeg mere træt, end jeg troede, det var muligt. Men jeg er god til det, og glad for det. 

Om det er i forhandling om forholdene for familier som venter barn, på affaldsindsamling med AGF eller i debatten om parallelsamfund  – så giver det mening for mig. Om det er på krisecenteret, hvor frygten er flyttet med eller på gaden med hjemløse, prostituerede eller andre ulykkelige mennesker – så er jeg til stede. Og jeg er god til det, og glad for det.

Som socialdemokrat er det en del af min opgave, at tale for dem som ofte overdøves, når værdier møder virkelighed. Det er forpligtelsen jeg bærer, det er ansvaret jeg løfter – det som giver mit politiske virke mening og mål.

Sådan er min første periode i Folketinget gået; jeg har arbejdet solen sort, for at gøre Danmark til et bedre sted at leve, for os allesammen.