Spring til indhold

Veteraner og deres familier på sommerferie i naturen

Veteraner og deres pårørende er denne uge samlet til familiecamp i Østjylland. Socialdemokratiets Camilla Fabricius og Venstres Christoffer Aagaard Melson besøgte campen en af dagene, og her hørte de om veteranernes liv og erfaringer – og ikke mindst hvad der kan gøres for at gøre hverdage nemmere for veteranerne og deres familier.

PTSD, depression, hukommelsesbesvær, problemer med at sove og fysiske skader. Mange veteraner lever med følger efter at have været udsendt. Igen i år afholder DIF Soldaterprojekt og Det Danske Spejderkorps sommerlejr for fysisk og psykisk skadede veteraner og deres familier, hvor programmet bl.a. byder på lejrbål, sang og spejderløb i naturskønne omgivelser.

Tirsdag lagde folketingsmedlemmerne Camilla Fabricius (S) og Christoffer Aagaard Melson (V) vejen forbi Paradislejren og fik en snak med veteranerne og var med i nogle af aktiviteterne. Blandt andet mødte de veteranen Hans, som lider af PTSD, og som har anskaffet sig en servicehund. Efter hunden er kommet ind i hans liv, glider hverdagen bedre. Han er mere fokuseret og vil starte i flexjob.

For Camila Fabricius var dagen lærerig: ”Det er altid godt at komme ud og opleve andres hverdag og høre, hvad vi kan gøre for, at vores veteraner og deres familier bedre kan få det til at fungere med de ar, de desværre har fået på krop og sjæl. De har ydet en enorm indsats for Danmark. Når jeg eksempelvis hører Hans’ historie, kan jeg jo mærke, hvor stor en forskel servicehunden har gjort for både ham og hans familie. Men han har ikke kunnet få den bevilliget. Han har selv skullet betale. Kan vi gøre det bedre på nogle områder? Det er jeg meget interesseret i”, udtaler hun.

Formålet med campen er at give oplevelser, der styrker den mentale trivsel og de sociale relationer, og fokus er på familien. Det gjorde også indtryk på Camilla Fabricius at møde børnene: ”Hele familien påvirkes af en udsending og de følger, der kan komme, når forælderen kommer hjem. Det skal vi være opmærksomme på. Det har været rigtig interessant at se det fra børnenes perspektiv og få indblik i, hvordan det påvirker i barndommen, når en forælder kæmper efter at have været udsendt”.

Campen afholdes 11.-16. juli og er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond og Jascha Fonden.

For yderligere kontakt
Camilla Fabricius, tlf. 6162 5864
Læs mere om campen her: https://www.difsoldaterprojekt.dk/event-details/familiecamp-2021