Spring til indhold

Socialdemokratiet vil styrke de lokale medier


De lokale medier er livsnerven i vores lokalsamfund. Det er her, vi får nyt om, hvad der rører sig i vores by, og hvor vi debatterer lokalstof. Jeg er virkelig glad for, at der rundt om i Østjylland er kommet flere mindre lokalmedie. For vi bor i en stor region, som har hver deres lokale historier og vinkler, derfor giver det giver fin mening, at enkelte by og lokal områder har sin egen dækning.

I regeringens nye medieudspil, som lige er blevet præsenteret, er der netop stort fokus på de lokale og regionale medier. Det er rigtig godt, for det er hele fundamentet for et levende lokaldemokrati. En presse tæt på borgerne med relevante nyheder og en kritisk tilgang til lokale magthavere er helt afgørende for den demokratiske samtale. Det kan lyde lidt højtravende. Men det er vigtigt, at nogle interesserer sig for og afdækker de ting, som er vigtige for os lokalt i vores hverdag.

I Socialdemokratiet vil vi også meget gerne understøtte lokalmediernes omstilling fra papir til den digitale virkelighed. For selvom jeg personligt synes, at det er hyggeligt at sidde med papiravisen derhjemme, så må jeg konstatere, at jeg lige så tit – hvis ikke oftere – læser nyheder, når jeg sidder i toget på vej hjem til Østjylland fra Christiansborg. Når man har tre timers transporttid hver vej, er det bare smartest – og sådan forbruger mange nyheder. Det skal lokalaviserne omstille sig til, så de forbliver relevante.

Jeg glæder mig også over, at vi med udspillet vil styrke DR’s lokale dækninger. Eksempelvis bringer P4 Østjylland os god og gennemarbejdet journalistik. Vi har allerede annulleret den tidligere blå regerings planlagte besparelser på DR, men vi vil videre end det. Den lokale og regionale dækning skal styrkes.

Med udspillet vil vi sikre, at der er en stærk og relevant lokaljournalistik i hele landet, og jeg glæder mig til at følge de kommende forhandlinger.