DEBATINDLÆG: Forleden talte jeg med en ung mand, som har levet under, at hans far udsatte hans mor for psykisk vold. Han ville gerne dele sine oplevelser med mig, og hvordan det har præget ham og hans barndom.
Sådanne samtaler gør indtryk. Det er hjerteskærende. For psykisk såvel som fysisk vold trækker dybe spor. Vold i parforhold har mange ofre.
Ingen børn burde nogensinde opleve vold. Men det er desværre hverdagen for mange. Cirka 82.000 kvinder og 43.000 mænd udsættes årligt for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk vold af en nuværende eller tidligere partner. Og for cirka 12 kvinder stopper volden først, når de bliver slået ihjel.
Det påvirker selvfølgelig også børn i mange familier. Vi ser gentagende gange, at undersøgelser fra blandt andet Børns Vilkår viser, at mange børn selv oplever vold eller er vidne til det. Det skal stoppes. Børn har ret til at være børn uden vold, og det er vores ansvar. Vi skal turde tage de svære snakke og handle på det, der ofte foregår bag lukkede døre. Vi er altid på børnenes side og taler deres sag – selvfølgelig også når det kommer til vold.
Derfor er der også stort fokus på netop børnene i den handleplan mod partnervold og partnerdrab, som den socialdemokratiske regering har præsenteret. Vi skal være bedre til at spotte vold mod børn og partnervold. Derfor vil vi indføre skærpet underretningspligt ved formodning om, at børn overværer vold i hjemmet. Der skal også sættes ind på sundhedsområdet med opsporing i mødet med gravide og nybagte familier.
Vi skal beskytte børn bedre – det gælder eksempelvis i forhold til forældremyndighed og samvær. Og for de mange børn, der for en tid bor på et krisecenter. Hvert år bor næsten 2.000 kvinder på krisecentre. Deres børn skal kunne få psykologhjælp og skifte skole uden, at begge forældre orienteres.
Det er blot et par enkelte af forslagene.
Jeg håber, at planen bliver taget godt imod, så vi i fællesskab kan finde løsninger. For jeg har lyttet til alt for mange fortællinger om vold og set, hvad det gør ved mennesker. Vi skal turde tage de svære snakke og handle på det, der ofte foregår bag lukkede døre. Vi er altid på børnenes side og taler deres sag – selvfølgelig også når det kommer til vold.